DYRE-HVIVLER

6. Februar, 2011

liv og død

Hele livet er præget af naturvidenskab, -vi fødes på hospitaler, bor i huse med fjernsyn og internet, bruger telefoner og kommunikerer.
I følge teoretikeren Anthony Giddens forklarer han det med at vi lever og har tillid til de styrende systemer omkring os, der rækker globalt over hele verden. Oplevelser i vores hverdag er for det meste noget vi planlægger eller køber. Vi vil gerne være sikre på at når vi har tid til at opleve noget, så skal indholdet også være “indholdsrigt” Og det er oftest standardiserede underholdningselementer.
Det for det meste gode oplevelser, men hvis vi skal fokusere på at styrke fantasien, så må det ifølge Vygotski udspringe fra virkeligheden selv. Han siger; Fantasiens råstof er konkrete erfaringer og oplevelser. Børn har ikke fantasi, -de får først fantasi hvis de får konkrete erfaringer og oplevelser. Ud fra en æstetisk dimension er hygge i naturen med børn noget der styrker deres evne til at opleve, og være i naturen.
Jeg er tilhænger af “den døde mus pædagogik”? Det handler også om at gribe nuet eller øjeblikket. Hvad er det vi opdager eller ser, og hvad kan vi få ud af dette ligenu.
Som menneske er jeg meget spontan og det kan både være en fordel og ulempe. For at tage udgangspunkt i fordelen, så vil jeg forklare hvad der skete da jeg fandt denne rygrad i området omkring min bopæl mellem Stevning Dam og Hammelev ved Vojens.
Da jeg var ude og se hvor jeg kan opsætte en saltsten var jeg så heldig at finde denne rygrad af et dyr. Jeg vil have den kogt af  så vi kan bruge den som puslespil eller bare som en cool udsmykning i en gennemsigtig vase. Måske skulle jeg også bare skrue ambitionerne lidt ned for rygraden er vidst ikke hel ny, og ved nærmere kig er nogle af transverserne knækket.

Jeg beslutter at lave et bål i haven. Børn elsker bål og det gør jeg faktisk også...Jeg har mine sønner med på 6 og 7 år, og jeg beslutter at lave et lille eksperiment med dem. Jeg beder dem om at fortælle mig hvad de tænker nåer de ser ryghvivlerne. Min ældste søn er ivrig tingfinder og samler på alskens ting. Han vil vældig gerne have rygraden med op på værelset. Den er spændende og mener den vil passe perfekt til at tage med i skole. En af hans største passioner er at fange firben for at holde dem fast med fingrene indtil de slipper halen...Halerne laminerer han og han har 3 indtil videre. Min anden gerne vil vide hvilke dyr den stammer fra og hvordan den døde.

Vi snakker om at dyr ikke lever så længe, og at dyr har en del flere fjender i naturen end mennesker har. Vi opdigter en historie om at dyret her nok fik dårligt ben og blev overfaldet af en sulten ræv der vandt kampen over det haltende rådyr. Dyret døde og ræven blev mæt. Samtalen indbyder til at snakke fødekæder og livscykluser. Hvem har flest fjender at frygte, og hvem har færrest. Der kommer en masse rigtige og skæve bud på rækkefølgen. Vi snakker om at vi bare kan købe det kød vi har brug for, og at vi opdrætter dyr for at slagte. Vi snakker om det "gode" liv for et dyr. Hvem har det bedst? Dyret i skoven eller dyret i buret. Er det ulækkerrt at slagte dyr selv? Der opstår en masse spørgsmål som denne rygrad er centrum i.

Jeg er glad for at jeg valgte at koge hvivlerne af på bål udenfor. Det giver en kvalm lugt, men efter 2 timer giver knoglerne slip på hinanden og vores gryde med knogler, jord og lidt bladrester er forvandlet til en fantastisk heksegryde. At være i naturen og få livet ind under huden sætter fantasien igang hos børn. Det er spændende at se hvordan dyr ser ud under skindet og det at snakke om livets forskellige afslutninger for dyr, kan give interese i at få talt om svære samtaler såsom den mormor der døde en gang eller den søde kanin der pludselig stak af og aldrig kom igen. Det stimulerer deres fantasi og sætter naturbegreber i perspektiv.

Skrubbe, skrubbe, rense, tørre, tørre, rense....
Smukkere kan det vidst ikke gøre. Dog var der kun disse 3 hvivler der blev okay.

Det er lige meget med hvor mange der er, for bare det at de ligger fremme giver det anledning til en masse spørgsmål. Hvordan vender den hvis den sidder på et menneske eller et dyr? Hvorfor hedder det spinosi, transverser, discus osv.

Mit store LER-tøjs projekt/udfordring!

Hvorfor er det så lige at jeg udfordrer mig selv med noget så almindeligt med leg med ler?
Faktisk har jeg det sådan at hvis noget virker simpelt og naturligt som f. eks leg med ler, acrylmaleri, tømreværk eller lign. kan jeg få en fornemmelse af at have uanede forventninger til min egen præstation. Jeg sammenligner mine evner med lækre ting som før er kreeret af professionelle håndværkere/kunstere (det ser jo pisse nemt ud ik, eller kald mig bare narcissistisk)
Når jeg så virkeligt skal udføre mine storslåede evner syntes det ligesom at ende med at de smukke og fantastiske ideer falder hårdt til jorden. Jeg laver ikke de moves og behandlinger der skal til for at det matcher det billederesultat jeg har inde i hovedet. :-(  Tror bestemt det kan sammenlignes med en fodboldspiller der skal lave aerobicsserier med arme/ben-krydskombinationer for første gang.
Når det så går op for mig at jeg jo ikke aner noget om forarbejdning, teknik eller grundlag, kan jeg blive ramt af en ond præstationsangst. AARRHGG!! Det kan ende med at jeg ikke bliver tilfreds med resultatet og går og surmuler bagefter eller det kan ende med at jeg bare giver op...Pyha,,,
Nåh, så nu må jeg tage ansvar for mine frustrtioner og tvinge mig selv til at arbejde mekanisk ud fra beskrevede teknikker og afprøvede produktfremstillinger. Når man er Mig kan det være svært ikke at lige tilføje en "lille detalje" eller finde på "noget der aldrig er set før"..(det er der filmen oftest knækker) OMG.
I Mettes undervisnig af pølseteknik, slikker osv, kan jeg mærke at min hjerne arbejder på at udvikle andre "nemmere" fremgangsmåder...Men Nej, det skal ikke ske denne gang.
Dog mærker jeg så at alle ideer forlader mig og jeg pludselig for en frygt for ikke at få udrettet en disse den dag. Gider heller ikke lave noget grimt, for dælen! Hvad skal jeg nu vælge, tsk tsk..Dyb indånding, -og ikke kigge på de dygtige hænder fra de andre studerende rundt om bordet!
Jeg tager noget ler og lader hænderne råde. Jeg ælter koncentreret leret i hænderne, og begrænser indtrykkkende ved lukke øjnene at tænke på noget andet. (sandstrande, lagkager og flinke bedstemødre) Efter at have æltet leret pænt tørt går det op for mig hvad jeg ydmygt vil prøve. For at gøre det fuldendt vælger jeg ovenikøbet noget som jeg ikke selv havde i tankerne ved undervisningsstart.

Jeg vil lave;  

a) Ovnbrændt pæreformet “fuglefoderbeholder” m. hank til ophæng.

b) RACU-brændt “eventyrstarter” som er en rund rasle-kugle med en mund.

Jeg har brugt stentøjsler med Chamotte.

Fuglefoderkugle,  -Hvordan gjorde jeg så?

Først æltes leret godt og grundigt for at blive fri for lufthuller. Form en rund kugle som halveres med skarp tråd. Nu udhules de to halverede stykker, og de glattes pænt på inderside. Lav nu takker/ujævnheder på stykkernes kanter og smør med slikker*2. Lad de halverede stykkers kanter møde hinanden og glat ud med blødt instrument og fingre. Så får du det ønskede hulrum. Giv dig god tid til at glatte kanterne så du er helt sikker på at den er hel lufttæt.

Når du har en lufttæt kugle er det nu tid til at forme den., Det er en forholdsvis holdbar og føjelig kugle som kan tåle små slag og tryk uden at briste. Når du har fundet din form stiller du den til at tørre I et døgn. Skær nu et passende hul ud og glat kanterne med fugt.

Jeg begyndte at slibe med sandpapir, men fandt ud af at det bar helt unødvendigt, da jeg bare kune fugte overfladen for at gøre den glat og jævn igen.

Nu skal den glødebrændes*3. Det foregår sådan at den brændes i en stentøjsovn.

Når den er kølet helt af skal den glaseres med glasur og glasur-lak.
















Som sagt, så gjort. En fin grøn farve.

Så er det tid til at blive brændt igen i ovnen.

Jeg er spændt på om den skifter farve når den har været inde i den ubarmhjertige varme ovn. Har en klar ukritisk forventning om at det kun kan blive rigtig flot.
Jeg har kun prøvet at lege med ler i børnehavetiden og på byggeren. Som voksen har det været begrænset til december måned. Når leret bliver glaseret og brændt er det bare ligesom at det blomstrer til noget særligt, -uanset om man kan lide den slags eller ej.











Hvordan laver jeg noget, der ér noget, uden at være noget?

Eventyrstarter;

Fremgangsmåden er den samme som ovenfor. Dog skal der kugler indeni som kan lave raslelyden. Kuglerne puttes I de halverede stykker inden du lukker den sammen og udglatter. For at de ikke sætter sig fast indeni I tørre og brændeprocessen skal de pakkes ind med avispapir. Formålet med dette er at avispapiret vil brænde/forsvinde så det kun er de små kugler der ligger tilbage I hulrummet. Før den tørre er det vigtig at du laver lufthuller som kan få den varme luft til at komme væk fra lertøjet så det ikke sprænges under de høje temperature. Når den er blevet glødebrændt skal den afkøle og derefter glaseres.

Jeg vælger at bruge forskellige farver og lader nogle områder stå uglaseret. Det er her det bliver hel sort, når det forhåbentlig er kommet vellykket ud at ovnen.

Nu skal den RACUbrændes*4:















Tungen lige i munden. De 4 første brændinger er eksploderet i RACU ovnen. Jeg mærker at mit nye succeskriterium har taget ændring til at det bare skal komme ud af ovnen i et helt stykke.

Kuglen bliver hejst ned i den varme ovn, og der ligges låg på.

Nu er det bare med at bede animistisk til RACU-guden. 20 minutter senere bliver den brændte kugle taget ud af de 1000 graderog BØNNERNE er blevet hørt. Kuglen er i ét stykke og den er både smuk og fin i det rustikke vilde udseende. Ned i en stor gryde fyldt med HØ, og PUF.

Det brænder med flammer og ryger med røg. Får helt lyst til sejrsdans og rumbe-ryst. Jeg putter den dernæst ned i en gryde med vand og det kolde vand får den varme damp der er dannet inde i den luftfyldte kugle til at presse sig ud som røg ud af en togfløjte!

 da den køler helt ned tager jeg den op og pudser med en klud. Nu er farven igen ændret, og det er en fantastisk rejse at se forvandlingen. YES! Jeg er blevet "RACU brænder"!

MUMS..lige til at spise.


Grunden til at fuglefoderbeholderen ikke RACU brændes er at RACUbrændt lertøj bliver porøst pga glaseringen vil krakelere. Det gør at den IKKE er vandtæt og derfor uegnet til udendørsbrug.